Vedtægter

Til ejendomsmæglerne

Husk i forbindelse med salg af ejendomme i området at oplyse grundejerforeningen om nye ejere:

  • Fulde navn(e)
  • Hjemmeadresse
  • Telefon
  • Mailadresse
Vedtægter
For
Dyngby Overgårds
Grundejerforening

August 2023

§ 1.

Foreningens navn er ”Dyngby Overgård Grundejerforening” og omfatter de fra gårdejer Aksel Overgårds gård, matr. nr. 12 a, samt de fra Michael Mortensens ejendom, matr. nr. 12 b, Dyngby by, Bjerager sogn udstykkede parceller.

§ 2.

Foreningens formål er at samle grundejerne fra de i § 1 nævnte parceller og varetage de fælles interesser.

§ 3.

Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed.

Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i august måned ved skriftlig indkaldelse eller indkaldelse pr. mail med 14 dages varsel. Medlemmer, som ikke har mail, skal altid indkaldes skriftlig.

Forslag, der af medlemmerne ønskes behandlet på generalforsamlingen, tilsendes formanden skriftlig eller pr. mail, senest den 10. juli.

Dagsorden ved ordinær generalforsamling skal indeholde følgende:

  1. Valg af dirigent
  2. Formandens beretning
  3. Regnskab
  4. Indkomne forslag
  5. Valg
  6. Eventuelt

Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når bestyrelsen finder det nødvendigt, eller når 10 medlemmer skriftlig fremsætter begæring herom, med angivelse af dagsorden.

Ved afstemning er almindelig stemmeflerhed gældende, dog kræver vedtægtsændringer 2/3 majoritet af de på generalforsamlingen fremmødte.

Afstemning skal ske skriftligt, når forslagsstilleren eller et medlem forlanger det. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.

§ 4.

Kontingent fastsættes af generalforsamlingen.

Kontingentrestance udover 1. juni kan medføre tab af rettigheder i foreningen.

Overskrides betalingsfristen, som er 1. juni, med mere end 14 dage, udløses et påkravsgebyr på kr. 100,00 pr. matr.nr.

§ 5.

Bestyrelsen består af formand, næstformand og kasserer, der vælges af generalforsamlingen.

Medlemmerne fordeler selv arbejdsopgaverne imellem sig.
Formanden og 1. suppleant til bestyrelsen vælges i ulige år, næstformand og kasserer i lige år.

Endvidere vælges 2 revisorer og 1 revisorsuppleant. Alle valg er gældende for 2 år.

Såfremt suppleanten indtræder i bestyrelsen, fordi formanden udtræder, indtræder næstformanden som formand og suppleanten som næstformand.

§ 6.

Bestyrelsen samles så ofte, den finder det fornødent. Den har den udøvende magt i alle foreningens anliggender i overensstemmelse med vedtægter og generalforsamlingsbeslutninger.

Formanden leder og styrer foreningens sager sammen med den øvrige bestyrelse, i hans fravær næstformanden.

Bestyrelsen er ansvarlig for føring af foreningens forhandlingsbog ved bestyrelsesmøder og generalforsamlingen.

Kassereren fører foreningens kassebog og foranlediger opkrævning af kontingent og eventuelle andre indtægter, samt afholder foreningens udgifter i overensstemmelse med vedtægter og generalforsamlingsbeslutninger.

Foreningens midler indsættes i et pengeinstitut.

Kassereren er forpligtet til at fremlægge kassebog, bankbog samt kassebeholdning, når bestyrelsen eller en af de valgte revisorer forlanger det.

Kassereren udarbejder det årlige regnskab og fremlægger det i revideret stand ved den ordinære generalforsamling.

Regnskabsåret regnes fra 1. januar til 31. december.

§ 7.

Bestyrelsen kan nedsætte udvalg efter behov og udvalget refererer til bestyrelsen.

§ 8.

Foreningens ophævelse og anvendelse af dens midler kan ske, når ¾ af de på generalforsamlingen fremmødte stemmer derfor i 2 på hinanden følgende møder med 14 dages mellemrum, og kun dette punkt på dagsordenen.

Vedtaget på stiftende generalforsamling, den 13. marts 1967.

Ændring af § 3 er sket iht. generalforsamling den 6. august 2011.

Seneste ændringer af §§ 3, 4, 5 og 6 er sket iht. generalforsamling den 14. august 2021.

Ændring af §§ 6, 7 og 8 er sket iht. generalforsamling den 20 august 2023

Dyngby, august 2023.

Henning Grabow
Formand

Leif Vestergaard
Næstformand

Rikke Harrit
Kasserer