I trafikken
De fleste må starte rideturen i trafikken. Ridning er tilladt på alle offentlige veje, undtagen på motor- og motortrafikveje.
Ryttere skal ride i vejens højre side. I lygtetændingstiden skal reglementerede lygter og reflekser anvendes. I færdselslovens forstand betragtes en ekvipage som et motorkøretøj. Derfor er ridning på cykel- og gangstier som udgangspunkt forbudt. Vejmyndigheden kan dog give tilladelse til ridning på stier eller i rabatten.
Ridning på private veje og private fællesveje kan være forbudt, såfremt alle ejere er enige i forbuddet og der er skiltet lovligt. Kommunen kan tilsidesætte vejejernes ønske om at begrænse adgangen.
Markveje og stier
Ridning er som udgangspunkt tilladt på alle veje og stier i det åbne land med mindre der er lovligt skiltet mod ridning. En sti er efter naturbeskyttelsesloven en ”permanent menneskeskabt færdselsbane”. Kommunen kan i visse tilfælde tilsidesætte forbud.
Regler for ridning i naturen
Der er forskellige regler for ridning i naturen afhængig af arealernes ejerforhold, om der er tale om skov eller det åbne land.
Ridning i skov
Reglerne for ridning i skove er fastsat i naturbeskyttelsesloven, i den tilhørende bekendtgørelse om offentlighedens adgang til at færdes og opholde sig i naturen, samt i vejledningen til naturbeskyttelsesloven. Der findes forskellige regler afhængig af om det er privat eller offentlig ejet skov.
Private skove
I private skove er ridning kun tilladt med ejerens tilladelse. Husk derfor altid at spørge ejeren om lov inden der rides i en privat skov. Ejeren har ret til at nægte ridning eller at kræve at der købes et ridekort.
Offentligt ejede skove
Der er særlige regler for skove, der ejes af staten, kommuner, folkekirken og offentlige stiftelser.
Her er privat ridning tilladt på:
- På asfalterede veje, stenlagte veje og på grusveje over 2,5 meter.
- På andre veje og stier, hvor ejeren har tilkendegivet, at ridning er tilladt.
- I skovbunden, dog ikke i kulturer og unge bevoksninger, herunder selvforyngelser samt på gravhøje og andre fortidsminder samt hvor der er hegnet, i planteskoler eller i rørbevoksninger.
Ejeren har mulighed for at lukke bestemte områder eller veje for ridning. Det skal dog sikres at rideadgangen ikke bliver illusorisk.
Privat lystkørsel med hestekøretøjer er dog kun tilladt på asfalterede veje, stenlagte veje og grusveje. Ejeren kan ved skiltning eller på anden måde forbyde sådan kørsel.
Konkurrenceridning og ridning, der udgår fra rideskoler, rideklubber, stutterier eller lign. samt erhvervsmæssig lystkørsel eller arbejdskørsel med hestekøretøjer, kørsel med travheste mv. kræver ejerens tilladelse.
Ejeren kan opkræve en særlig afgift for ridning eller anden færdsel med heste, uanset om færdslen kræver ejerens tilladelse eller ej. Ejeren kan fastsætte yderligere regler for ridning.
Særlige regler for private fællesveje
I både private og offentlig ejede skove findes en særregel for ridning ad private fællesveje, der fører igennem skovene. Her er ridning tilladt, medmindre ejerne ved skiltning efter bestemmelserne i mark- og vejfredslovens §17 helt eller delvis har forbudt adgangen til ridning. Kommunen kan i særlige tilfælde helt eller delvis tilsidesætte et sådant forbud.
Ridning i det åbne land
Ridning på veje og stier i det åbne land følger som hovedregel reglerne i mark- og vejfredslovens § 17. Den siger at ridning er tilladt på veje og stier (der fremtræder som egnet til ridning), med mindre ejeren ved skiltning helt eller delvist har forbudt ridning.
I naturbeskyttelsesloven er der dog en mulighed for at kommunen kan tilsidesætte ejerens indskrænkning af ridning på private fællesveje (veje der tjener som adgangsvej for flere ejendomme i særskilt eje).
Ridning på stranden
Naturbeskyttelsesloven regulere også ridning for andre naturtyper i det åbne land. Fx giver loven mulighed for ridning på den ubevoksede strandbred og direkte ned dertil i perioden 1. september-31. maj, hvis der er i øvrigt lovlig adgang til stranden. Denne adgang gælder også for ubevoksede klitfredede arealer.